Vi har længe overvejet, om vi skulle lave et kuld mere på Lilja inden hun blev alt for gammel. Hun fyldte syv år i maj, så det er sidste udkald nu.
Jeg har kigget meget efter hanner, men det har været svært at finde en, som jeg kunne lide. Jeg ville helst bruge en “almindelig” tervueren på hende og det skulle være en, der har godt temperament, er sund, har lyst til at arbejde og så gjorde det ikke noget, at han så lidt godt ud. Det var vigtigt at finde en med små ører, som måske kan opveje Liljas store, lidt bløde ører. Jeg havde lidt kig på en hanhund fra Schweiz, men han kører meget højt og hans ejer mener ikke, at hans afkom egner sig som familiehunde.
Jeg kom i tanke om, at jeg havde hørt, at Zazia har en halvbror, der er tervueren, Enzi des Ardents Fauves – de har samme far, Clovis des Ardents Fauves. Clovis har IPO3 og en masse sporhundeprøver og Enzi har bestået CQN (belgisk brugsprøve) flere gange med høje points.
Jeg tog til Belgien for at se European Open i agility og lavede en aftale med forskellige hanhundejere (også for at kigge på en kommende han til Zazia). Jeg mødte Enzi og han viste sig at være en rigtig lækker han – en glad og imødekommende hund, der nærmest kravlede op på skødet af mig. Han er en kraftig han, men ikke kæmpestor. Meget rød med en del charbonnage, flot pels og uden den kæmpe løvemanke, som jeg ikke er så vild med – og små fine ører 😉
Vi skulle til Bornholm i sommerferien, men selvfølgelig kom Lilja i løbetid, så det passede med, at hun var højløbsk mens vi var derovre. Vi besluttede at tage hjem lørdag i stedet for mandag og så måtte vi droppe søndagens udstilling af Zazia. Jeg fik lavet en progesteron-test fredag hos en dyrlæge på Bornholm. Den viste, at hun sandsynligvis var klar søndag/mandag, så jeg drog afsted søndag morgen sammen med Ole Boholdt, Zazias opdrætter.
Vi testede hende lige på en fertil hanhund – og hun var ret villig, så afsted til Belgien. Der var sindssygt meget trafik igennem Tyskland, så det tog en time længere end beregnet. Lilja stillede sig villigt op for Enzi, men ville ikke lade ham trænge ind. De fik en pause, men det ville ikke lykkes. Vi aftalte med ejerne, at vi skulle få hende insemineret næste dag.
Dyrlægen mente, at vi nok var kommet for sent, da Lilja var meget snæver. De tog en blodprøve og sendte til test for progesteron og så blev Lilja insemineret. Det var sq noget af et cirkus!
Tirsdag morgen blev jeg ringet op af Anny, Enzis ejer, der fortalte at blodprøven viste, at vi var kommet på det rigtige tidspunkt. Men nu må vi se, om der kommer noget ud af det. Det bliver helt vildt spændende.
